At leve med høretab

Tips til at leve med høretab

Sociale arrangementer kan være helt fantastiske at tage del i, men hvis du har nedsat hørelse, så kræver det typisk lidt ekstra forberedelse og vedholdenhed. Selv hverdagens gøremål såsom indkøb, tale i telefon, køre i bil m.m. kræver nogle gange lidt tilpasning både fra din og dine omgivelsers side.

Her kan du læse nogle gode tips til at leve med dit høretab.

1. Find en god plads

Hvis du skal til et møde, et foredrag eller en fest, er det en stor fordel at komme i god tid. Både så du ikke stresser over tiden, men også så du kan få lov til at vælge den mest optimale plads ud fra dit behov. Vælg en god plads ved bordet, hvor du hører bedst muligt. Vær ikke flov over at sætte dig centralt, så du sidder tæt på flest personer.

Sæt dig ved siden af mindst en person, du kender godt, og som du normalt har nemt ved at forstå og tale med. Hvis du går ind i en længere samtale, så skift plads, så du sidder tættere på den, du taler med – eller foreslå, at I sætter jer et mere privat sted. Hører du bedre med det ene øre, så husk at vende din gode side til.

Til fester kan du på forhånd bede om at få udleveret sange og taler, så du kan følge med undervejs. Ellers kan du gå tættere på, så du bedre kan se og høre taleren. Du kan få en mikrofon til dine høreapparater, som taleren kan clipse på sin bluse, så lyden kommer ind i dine høreapparater. Her kan du læse mere om mikrofonen og andet tilbehør, som kan hjælpe dig i hverdagen.

2. Undgå baggrundsstøj

Det er en fordel at undgå baggrundsstøj så meget som muligt. Hvis du er til en fest, kan du bede værten om at slukke baggrundsmusikken. Hvis du kan vælge stedet, du skal mødes med andre, kan du med fordel vælge et lidt mindre sted uden en hel masse musik, mennesker og baggrundsstøj, så du nemmere kan følge med i samtalen. I bilen kan du skrue ned for radioen og bede dine medpassagerer om ikke at være for højlydte, så du bedre kan koncentrere dig.

3. Vær åben om din hørenedsættelse

Normalthørende er ikke altid gode til at huske at tage de små hensyn. Vær derfor åben omkring din hørenedsættelse og mind venligt dine omgivelser om det. Bed dem om at se på dig, når de taler til dig, og om at tale tydeligt og i et roligt tempo. Vær ikke bange for at bede folk gentage sig, hvis ikke du kan høre noget – hvis du siger det med et smil, vil folk helt sikkert være forstående. Det samme gør sig gældende for lysniveauet. Selvom stearinlys er hyggelige, så gør de det svært at se den, der taler. Bed derfor om at få tændt mere lys, så du nemmere kan mundaflæse.

4. Tag pauser

Man bliver træt af støj, så husk at give din hørelse en pause. Blot 5 minutter væk fra den værste larm kan være nok til at give ørene en pause og lade energien op igen. Samtidig er det også okay at melde sig ud af samtalen et øjeblik, hvis det kræver for stor opmærksomhed at følge med. Så kan du i stedet læne dig tilbage og nyde stemningen omkring dig.

5. Tjek dine høreapparater

Det er vigtigt, at du tjekker dine høreapparater hver gang, du skal ud. Sørg for at de er rensede og at du har ekstra batterier med, hvis du skulle løbe tør. Hvis du har genopladelige høreapparater, så husk at få ladet dem op.

Hvis du oplever, at dine høreapparater ikke længere giver dig den bedste ydelse, og du har prøvet at rense og vedligeholde dem, er det måske fordi de trænger til at blive justeret. Tal med en audiologist om det, så kan I måske sammen indstille dine høreapparater, så du igen kan høre bedst muligt.

Pludselig var jeg med igen. Det handlede ikke 'bare' om, at jeg kunne høre bedre. Høreapparaterne havde også en positiv effekt på mit selvværd. Jeg var ikke længere bekymret for at være sammen med andre mennesker. Jeg vidste jo, at jeg sagtens kunne høre alt, hvad der blev sagt, og det gjorde mig tryg og mere udadvendt.

Hanne Nymand

Læs Hannes historie

Kundernes bedømmelse af Dansk HøreCenter er Fremragende

Vil du høre bedre? Din hørelse er i trygge hænder hos os. Bestil tid til en gratis og uforpligtende høretest - så skal du ikke bekymre dig om din hørelse igen. Bestil tid til høretest

Vil du vide mere om at leve med et høretab?

Hos Dansk HøreCenter er vores specialister altid opdateret med den nyeste viden om hørelse, høretab og ikke mindst behandlingsmuligheder. Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os eller besøge din lokale afdeling. Læs mere nedenfor.