Viden om hørelse

Tinnitus

Hvad er tinnitus?

Tinnitus er en tilstand, hvor du hører en lyd i øret eller i hovedet, som ikke stammer fra en lydkilde uden for hovedet. Tinnitus kan opleves som en ringen, susen, brusen, brummen eller noget helt femte. Det er forskelligt, hvor generet man er af tinnitus – nogen lægger måske nærmest ikke mærke til det, mens andre lider voldsomt under det. 

Hvorfor får man tinnitus?

Når lyde kommer ind i øret, aktiverer lyden de små sanseceller i øresneglen (det indre øre). Sansecellerne laver derefter lyd om til nervesignaler, der sendes op til hørecenteret i storhjernen, via hørenerven. Hvis der opstår en defekt i nogle af de små sanseceller i øresneglen, vil disse typisk begynde at sende fejlsignaler af sted i hørenerven. Dette fejlsignal vil, når det når op i hørecenteret, naturligvis blive opfattet som lyd, og man har så tinnitus.

Tinnitus kan altså opstå ved alle mulige skader/defekter i øresneglen, som kan være arvelige eller opstå pga. aldersforandringer, støj, infektioner, slag eller øresygdomme. Andre sygdomme – som fx forhøjet blodtryk, sukkersyge, smerter i nakken (myoser) eller stress – kan desuden forværre en allerede eksisterende tinnitus.

Kan tinnitus behandles?

Tinnitus skyldes oftest en defekt på sansecellerne i øresneglen, og disse celler kan ikke repareres, når de først er ”gået i stykker”. Derfor kan tinnitus ikke kureres, men der findes gode muligheder for behandling af problemet.

Virker et høreapparat mod tinnitus?

Op mod 80% af mennesker, der har tinnitus, har også nedsat hørelse. Hvis du har nedsat hørelse, kan din tinnitus måske afhjælpes med et høreapparat. Høreapparater til behandling af tinnitus fungerer på den måde, at de siger en lyd og dermed distraherer dig, så du ikke lægger mærke til din tinnitus. Længere nede kan du se, hvordan det fungerer.

Vær opmærksom på, at vi i Dansk HøreCenter behandler høretab. Har du tinnitus, skal du altid starte med at kontakte dit nærmeste Kommunikationscenter eller din ørelæge, så du kan få udredt årsagen til din tinnitus. 

Tips til at håndtere tinnitus

1. Træning af filteret i hjernen

Hjernen er en slags filter, som kan trænes til at blokere signaler – det kan både være virkelige lyde eller fejlsignaler som tinnitus. Herved vil tinnitus blive svagere og kunne trænges helt ud i baggrunden. Hvis man fx forsøger at ignorere sin tinnitus ved at tænke på noget andet, begynder filteret at standse tinnitussignalet. Det tager mange måneder med en sådan optræning af filteret.

2. Undgå stilhed

Stilhed er den værste fjende, da det kan være svært at fokusere på andet end din tinnitus, når der er helt stille. Det kan være en god idé at have lidt baggrundslyde i rummet fra en radio eller lignende.

3. Høreapparat med tinnitusterapi

Mange høreapparater kan kobles op til en app, der har et udvalg af lyde, som hjælper med at distrahere hjernen og reducere symptomerne på tinnitus. Læs mere om mulighederne med Beltone Tinnitus Calmer app her

Husk altid at starte med at få udredt årsagen til din tinnitus på dit nærmeste Kommunikationscenter eller hos din ørelæge. 

Tinnitus Bestil tid til et møde med en audiologist hos Dansk HøreCenter og hør, hvilke muligheder vi har for at hjælpe dig med tinnitus. Bestil tid til høretest

Vil du vide mere om hørelse og høretab?

Hos Dansk HøreCenter er vores specialister altid opdateret med den nyeste viden om hørelse, høretab og ikke mindst behandlingsmuligheder. Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os, så vi kan bestille en tid til dig i din lokale afdeling.